POOR THINGS: Et surrealistisk og opløftende mesterværk

Af Alma Wibeck Senderovitz

Han gør det igen. Yorgos Lanthimos’ sære kvaliteter og fantastiske verdensopbygning forenes på en helt ny og unik måde i Poor Things. Filmen er en adaptation af novellen fra 1992 af Alasdair Gray, der er en satirisk og excentrisk genfortælling af den klassiske Frankenstein-fortælling.

Præmissen er den samme, og den er vild: En gravid kvinde begår selvmord og bliver bragt til live af en gal videnskabsmand, Godwin Baxter (Willem Dafoe). Han erstatter hendes hjerne med den umodne fosterhjerne fra hendes ufødte barn, så hun er nu Bella Baxter (Emma Stone).

Bella opdager verden for første gang og forstår langsomt, hvad det vil sige at være et medlem af samfundet. Filmen udstiller de absurde forventninger, der især pålægges kvinder. Mænd omkring hende fascineres af og falder for Bella, fordi hun er let at kontrollere – en naiv, helt ny kvinde, der opfører sig som et barn. Især karakteren Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo) er dybt fascineret af en kvinde, der er så ukonventionel og uden hæmninger. Men når hun vokser, bliver selvstændig og udfordrer ham, frastødes han af hende.

Ligesom i hans andre film prikker Lanthimos perfekt hul på vores opstillede normer, og ved at sætte dem på spidsen ser de normer pludselig meget absurde ud. Det gør han ved at skabe situationer for karakterer, der viser konflikt i den menneskelige opførsel og samfundet selv.

filmen er en fantastisk historie om at vokse sig fri fra de indskrænkninger, der pålægges af mænd og samfundet. Der tages en klar feministisk vinkel, når fortællingen udforsker frigørelse – især seksuel frigørelse. Det gøres på en helt speciel humoristisk måde med brug af dialog og kropslig humor, der bare rammer plet hver gang. Sex der er så overdrevet eller en linje om at onanere, der leveres så koldt, at det er helt absurd. Den er overdrevet, men køber man Lanthimos’ præmis, vil man blive suget ind i et eventyr uden lige. Det skyldes også den detaljerede verdensopbygning.

Lanthimos er kendt for sine wide– og fish-eye linser, især i The Favourite (2018), hvor han også arbejdede med scenografen Robbie Ryan. Det tages til en ny ekstrem i Poor Things – på den bedste måde. Hans brug af wide lens skaber en vignette-lignende effekt, der tilføjer endnu et element af særhed, men gør også verdenen endnu mere vidtstrakt. Der bruges kendte byer som Lissabon og Paris, men de omvendes til absurde steder, der ligner, at de er fra en anden verden, men stadig fanger essensen og stemningen perfekt. Farverne er lige så surrealistiske og føles næsten animerede; præcis som et barn ville se verden. De føles nemlig som en repræsentation af, hvordan Bella ser og eksperimenterer med verden.

Emma Stone, der også var med til at producere filmen, vandt for nylig en Golden Globe for bedste skuespiller; og det er velfortjent. Karakteren er humoristisk og kropslig, når hun stopper portugisiske cremetærter i munden eller når hun danser som en gal. Ligesom mange andre af filmens elementer er det en risikofyldt præstation, som sagtens kunne være blevet tegneserie-agtig, men i stedet skaber Stone et indre og til tider tragisk liv hos Bella. Hun giver en engageret præstation, der ikke holder igen overhovedet. Det er ikke noget, man ofte ser, og det er helt sikkert hendes bedste rolle til dato.

Poor Things er en vild fortælling om det at stræbe efter frigørelse og lighed. Det er ikke svært at forestille sig, at andre film i fremtiden vil bruge den som referencepunkt. Lanthimos og Stone sætter endnu en gang en højere standard for, hvad film og skuespil kan være.

Kommentarer